Den hemmelige dagbog | Danish Listening Practice

Den hemmelige dagbog

Mit navn er Theodore. Jeg er en gammel mand. Mit hår er hvidt som sne. Mine hænder ryster lidt. Jeg bor alene i et hus fuld af minder og stilhed. Jeg har én datter. Hendes navn er Charlotte. Hun er mit eneste barn. Hun er klog og smuk. Men jeg har ikke set hende i 10 år. Stilheden i mit hus skyldes hende.

Vi havde et stort skænderi. Det er lang tid siden. Jeg brød mig ikke om hendes valg. Jeg brød mig ikke om hendes liv. Jeg var en stolt mand. Jeg sagde nogle forfærdelige ting. Ordene var hårde og grusomme. Hun sagde også nogle forfærdelige ting. Vores ord var som en mur, en høj, kold mur imellem os. Efter den dag rejste hun. Hun flyttede til en anden by. Hun ringede ikke til mig. Jeg ringede ikke til hende. Stilheden begyndte.

Min stolthed var en dum ting. Det var en gift. Det kostede mig min eneste datter. Nu er jeg bare en gammel mand, og jeg er fuld af fortrydelse. Hver dag skriver jeg i en bog. Det er en simpel sort notesbog. Det er min hemmelige dagbog. Jeg skriver ikke om min dag. Jeg skriver til min datter Charlotte. Jeg skriver de ord, jeg var for stolt til at sige.

Jeg skriver om mine minder om hende. Jeg husker hendes første skridt. Jeg husker hendes første skoledag. Jeg husker hendes grin i min dagbog. Jeg skriver "undskyld" mange gange. Jeg skriver, at jeg tog fejl. Jeg skriver "jeg elsker dig" på hver eneste side. Denne bog er min eneste forbindelse til hende. Det er en bog fuld af min stille kærlighed.

Jeg har ikke set min datter i 10 år, men hver dag skriver jeg et brev til hende. Denne dagbog er mit sidste håb. Min krop er ved at blive gammel og svag. Mit hjerte er træt, ikke kun af alder. Det er træt af al den sorg. Jeg ved, at min tid er kort. Denne tanke gør mig bange. Jeg er bange for at dø uden hendes tilgivelse.

Jeg kan ikke forlade mit hus meget længere. Så en ung kvinde fra det lokale bibliotek kommer med bøger til mig. Hendes navn er Lucy. Hun er venlig, og hun har et varmt smil. Hun er den eneste person, jeg taler med. Hun kommer hver uge. Hun har historier med om steder langt væk. Hun sidder hos mig et lille stykke tid. Hun spørger til min dag.

Hun er et lille lys i mit grå, ensomme liv. Vi blev venner. Det var et mærkeligt venskab. En gammel, trist mand og en ung, glad kvinde. Hun kendte ikke til min datter. Jeg talte aldrig om hende. Smerten var for stor. Men min sygdom blev værre. Jeg følte mig svagere hver dag. Lægen sagde, at jeg skulle passe på. Jeg vidste, at jeg ikke havde meget tid. Jeg var nødt til at fortælle nogen min hemmelighed.

En eftermiddag kom Lucy med mine bøger. Jeg følte mig meget træt. Jeg traf en beslutning. Jeg viste hende min hemmelige dagbog. Hendes øjne var fulde af spørgsmål. Jeg sagde: "Denne er til min datter Charlotte. Den er fuld af mine ord til hende. Mine undskyldninger, min kærlighed." Min stemme var svag. Jeg sagde: "Jeg er en syg mand, Lucy. Hvis der sker mig noget, så find hende, vær sød. Giv denne til hende. Det er mit sidste ønske."

Lucy kiggede på dagbogen. Så kiggede hun på mig. Hendes venlige øjne var fulde af tårer. Hun sagde ikke noget. Hun nikkede bare. Hun forstod. En uge senere blev jeg meget syg. Jeg kunne ikke komme ud af sengen. En ambulance kom. Den kørte mig på hospitalet. Huset stod tomt og stille, men min hemmelige dagbog lå stadig på bordet.

Lucy kom til mit hus den næste dag. Hun så, at jeg var væk. Hun så sedlen fra hospitalet på døren. Hun vidste, at det var tid. Hun tog min dagbog. Hun besluttede at holde sit løfte. Hun tog på biblioteket. Hun brugte computeren. Hun ledte længe. Til sidst fandt hun en adresse på min Charlotte. Den lå i en by langt væk.

Lucy sendte ikke dagbogen med posten. Hun vidste, at den var for vigtig. Hun købte en togbillet. Hun rejste en hel dag. Hun tog af sted for at finde min datter. Hun stod foran en lejlighedsbygning. Hun var nervøs. Hun ringede på klokken. En kvinde åbnede døren. Det var min Charlotte. Hun var ældre nu, men stadig så smuk.

Lucy sagde: "Er du Charlotte? Jeg er en ven af din far, Theodore." Min datter blev meget overrasket. Hun var mistænksom. Hun kendte hende ikke. Lucy rakte dagbogen frem. Hun sagde: "Din far er på hospitalet. Han er meget syg. Han ville gerne have, at du fik denne." Charlotte tog bogen. Hun kiggede på den. Hun sagde ikke tak. Hun lukkede bare døren. Lucys opgave var fuldført. Hun håbede, at hun havde gjort det rigtige.

Charlotte sad i sin stille lejlighed. Hun åbnede den gamle, sorte notesbog. Hun så min håndskrift. Hun begyndte at læse. Hun læste om min stolthed og min dårskab. Hun læste om mine ensomme dage. Hun læste om, hvor meget jeg savnede hende. Hun læste min undskyldning på hver eneste side. Hun læste om sin barndom. Hun læste minder, hun havde glemt. Hun læste om min kærlighed til hende. En kærlighed, der havde været tavs i 10 år, men som altid havde været der.

Tårerne faldt fra hendes øjne. Tårerne faldt ned på siderne. De blandede sig med mine gamle, triste ord. Den høje, kolde mur imellem os begyndte at falde sammen. For første gang i 10 år forstod hun mit hjerte. Hun lukkede dagbogen. Hun pakkede ikke en taske. Hun tog bare sine nøgler og sin frakke. Hun løb ud af sin lejlighed. Hun kørte til hospitalet. Hun kørte hele natten.

Jeg lå og sov i min hospitalsseng. Jeg befandt mig i en verden af grå drømme. Jeg hørte en blid stemme. Stemmen kaldte mit navn. Jeg åbnede øjnene, og jeg så hende. Det var min Charlotte. Hun stod ved min seng. Hun var virkelig. Hun var her. Min stemme var en tør hvisken. Jeg sagde: "Charlotte, er det dig?"

Der var tårer i hendes ansigt. Hun tog min gamle, svage hånd. Hun sagde: "Ja, far, det er mig. Jeg fik din bog. Jeg læste dine ord. Jeg er så ked af det." Jeg begyndte også at græde. Jeg sagde: "Nej, det er mig, der er ked af det. Jeg var en tåbelig, stolt, gammel mand. Kan du tilgive mig?"

Hun krammede mig. Hun sagde: "Der er intet at tilgive. Jeg elsker dig, far." Det var de smukkeste ord i verden. Min datter kom tilbage til mig. Hun tog ikke tilbage til sin by langt væk. Hun blev. Hun flyttede tilbage til vores gamle by. Hun tog sig af mig. Stilheden i mit hus er væk nu. Det er fuldt af hendes stemme. Det er fuldt af hendes latter. Det er fuldt af kærlighed. Mit livs lange, triste vinter er forbi. Min datter er hjemme.